
Når virksomheder mangler likviditet, kan både factoring og fakturakøb være gode løsninger – men de to finansieringsformer fungerer forskelligt. Her gennemgår vi forskellene.
Factoring – løbende finansiering med administration
Factoring er en løbende aftale, hvor en virksomhed sælger sine fakturaer til et finansieringsselskab. Det er især relevant for virksomheder med mange kunder og faste faktureringsrutiner.
Kendetegn:
- Der udbetales typisk op til 80 % af fakturabeløbet med det samme.
- Når slutkunden betaler, får virksomheden resten – fratrukket gebyr og renter.
- Aftalen inkluderer ofte administration af fakturaer, rykkerprocedurer og inddrivelse.
- Kreditrisikoen (hvis kunden ikke betaler) bliver typisk hos virksomheden – dette kaldes factoring med regres.
- Ofte indgås factoringaftaler med en varighed på 12 måneder og med opsigelsesvarsel.
Fakturakøb – fleksibel løsning uden binding
Fakturakøb er en mere fleksibel og selektiv løsning, hvor du kan sælge enkelte fakturaer, når behovet opstår.
Kendetegn:
- Hele fakturaens værdi – typisk op til 97% – udbetales straks.
- Der er ingen løbende kontrakt – du bestemmer selv, hvilke og hvor mange fakturaer du vil sælge.
- Køberen overtager normalt kreditrisikoen – det kaldes fakturakøb uden regres.
- Det kræver mindre administration, men giver ikke adgang til fuld fakturahåndtering som ved factoring.
Hvornår vælger man hvad?
- Factoring er oplagt for virksomheder med regelmæssig fakturering og behov for fast likviditet samt støtte til administration og rykkerprocedurer, da der kan laves aftaler hvor dette indgår.
- Fakturakøb passer bedst til virksomheder med skiftende behov, f.eks. ved enkeltstående store ordrer eller perioder med lav likviditet. Husk at det kun er helt nye og friske fakturaer, der kan indgå i et fakturakøb. Hvis fakturaen er forfalden, så er det inkasso du kan benytte.
Ønsker du hjælp til at vælge den rette løsning til din virksomhed, kan det betale sig at tale med en rådgiver – både for at forstå omkostningerne og hvilken løsning der matcher dit behov bedst, ofte er der mulighed for at skrue individuelle løsninger sammen ud fra den enkelte virksomheds omstændigheder og faktura flow.